FCI StandardNr 199      

27.03.92 (F)(ORG 27.11.1989)     

 

ETNAHUND

(CIRNECO DELL'ETNA)

Oprindelsesland: Italien

 

Anvendelse:                       Jagthund, specielt til jagt på vildkaniner.

Klassifikation:                  FCI Gruppe 5, sektion 7 (Jagthunde af oprindelig type).

                                             Uden brugsprøve. NB! I Danmark er racen placeret i GRUPPE 10.

Historie:                             De klassiske studier over hunderacer fra Middelhavsområdet kom til den slutning, at Etnahunden stammede fra oldtidens jagthunde, der blev opdrættet i Nildalen på Faraonernes tid, og som nåede til Sicilien med Fønikierne. Men helt moderne undersøgelser taler til fordel for en ny opfattelse, hvorefter det skulle være en indfødt race af siciliansk oprindelse, præcis fra egnen omkring Etna. Mønter og graveringer bekræfter reelt, at Etnahunden fandtes i disse egne flere århundreder f Kr.

Helhedsindtryk:                En hund af oprindelig type, med elegant og slank skikkelse, middelstor, fordringsløs, robust og udholdende. Af type er den slank og letbygget med kvadratisk kropsbygning. Pelsen er fin.

Vigtige 

  proportioner:                   Kroppens længde er den samme som skulderhøjden. Brystets dybde er er smule mindre end albuernes højde over jorden. Næsepartiets længde er knapt halvdelen af hovedets længde (forholdet mellem skalle og næseparti er som 10 til 8, men man foretrækker hunde, hvor næsepartiet har samme længde som skallen).

Karakter:                           Jagthund, tilpasset vanskeligt terræn, særlig egnet til jagt på vildkaniner. Den har masser af temperament, men er samtidig blid og hengiven.

Hoved:                                 Skalleparti: Ovalt i hovedets længderetning. Skallens og næsepartiets overlinier er kun en anelse divergerende eller parallelle. Set fra siden er skallen så let hvælvet, at den nærmest er flad. Dens bredde ved kindbuerne må ikke være større end hovedets halve længde. Øjenbrynsbuerne er kun let fremtrædende og pandefuren ganske let markeret. Der findes næsten ingen nakkekam, og nakkeknuden er kun let udviklet.

                                             Stop:                         Godt markeret, med en vinkel på ca 140°.

                                             Forhoved:                Næsen er nærmest af rektangulær form, ret stor og af en farve, der svarer til pelsfarven (ret mørk kastaniebrun, lys kastaniebrun, kødfarvet).

                                             Næseparti:                Af en længde på mindst 80% af skallens længde. Dets dybde, målt midtvejs, svarer mindst til dets længde. Bredden, målt midtvejs, er mindre end den halve længde. Næsepartiet er således tilspidset, med en lige overlinie, mens underlinien dannes af underkæben.

                                             Læber:                       Fine, tynde og stramme, så de kun netop dækker tænderne i underkæben. Slimhinden ved mundvigen ses næsten ikke.

                                             Kæber:                      Normalt udviklede, men uden at virke kraftige. Underkæben er mindre udviklet, med vigende hage. Fortænderne er placeret lige i kæberne og danner en regelmæssig række med perfekt tilpasning.

                                             Kinder:                      Flade.

                                             Tænder:                    Veludviklede og fuldtallige, med saksebid.

Øjne:                                   Øjnene, der virker ret små, er okkerfarvede, ikke for mørke, ravfarvede eller endda grå, aldrig kastaniebrune eller mørkt nøddebrune. De er placeret ret yderligt mod hovedets sider, og udtrykket er blidt. De har oval form, og øjenrandenes pigment svarer til næsens farve.

Ører:                                   Ansat godt højt og tæt sammen, opretstående og meget stive, med åbningen vendt fremefter. De er trekantede med en fin spids og må ikke kuperes. Ørernes længde må ikke overstige det halve af hovedets længde.

Hals:                                    Profil: Overlinien er godt buet (konveks).

                                             Længde:                   Af samme længde som hovedet.

                                             Form:                         Som en afskåret kegle. Muskulaturen er tydelig, især langs halsens overlinie.

                                             Hud:                          Tynd og stram, slutter tæt til det underliggende bindevæv. Ingen løs halshud.

Krop:                                   Overlinie: Lige; den falder elegant fra manken mod krydset.

                                             Manke:                     Hæver sig over ryglinien og er smal på grund af de tætlig­gende skuldertoppe. Den går harmonisk over i halsen uden noget skarpt knæk i overlinien.

                                             Ryg:                          Overlinien er lige, med moderat udviklede muskler. Brystkassen er omkring tre gange så lang som lændepartiet. Lænden har en længde på ca 1/5 af skulderhøjden og næsten samme bredde. Dens muskler er korte og kun let synlige, men faste.

                                             Kryds:                       Med næsten flad overlinie, skråtstillet ca 45° mod vandret. Det tørre, robuste og skråtstillede kryds har en længde svarende til ca 1/3 af skulderhøjden og er næsten halvt så bredt som langt. Krydsets muskulatur er ikke synlig.

                                             Bryst:                        Har en længde på lidt over halvdelen af skulderhøjden (ca 57%) og måler på det bredeste sted knapt 1/3 af skulderhøjden. Brystet når ned til - eller næsten ned til - albuerne, men ikke dybere. Ribbenene er kun let hvælvede, men dog ikke flade. Brystomfanget svarer til ca 112% af skulderhøjden og betegner således et ret smalt bryst.

                                             Underlinie:               Lige, jævnt stigende mod bugen uden bratte overgange. Bugen er tør og optrukken. Flankernes længde svarer til lænden.

Hale:                                    Lavt ansat, temmelig tyk og af samme tykkelse i hele sin længde. Den er ret lang og når til eller lidt forbi haseleddet. Halen bæres i sabelform, når hunden er i ro. Under aktivitet løftes den ringformet op over ryggen. Den er glathåret.

Forpart:                              Lige og parallelle forben. Set fra siden vil en lodret linie fra skulderspidsen ramme tåspidserne, mens en lodret linie fra albueleddet vil dele overarm og håndrod i to næsten lige store dele og ramme midt på mellemhånden. Set forfra skal forbenet følge en lodret line fra skulderleddet ned midt igennem overarm, håndrod, mellemhånd og pote. Forbenets længde fra jorden til albuen er lidt større end den halve skulderhøjde.

                                             Skulder:                    Skulderbladets længde svarer til ca 1/3 af skulderhøjden, og det er placeret skråt, i en vinkel på 55° mod vandret. Skulder­toppene ligger tæt sammen, og vinklen skulderblad/overarm måler 115-120°.

                                             Overarm:                   Af en længde svarende til det halve af afstanden fra jorden til albuen. Den er placeret helt eller næsten helt parallelt med kroppens midterplan. Den er kun let skråtstillet i forhold til vandret. Musklerne er tydelige og skelnes klart.

                                             Albue:                       Ligger i højde med brystbenet eller en smule lavere. Den er parallel med kroppens midterplan og har en vinkel mellem over- og underarm på ca 150°.

                                             Underarm:                Af en længde på 1/3 af skulderhøjden og lodret stillet. Furen på bagsiden er meget tydelig. Knoglerne er let byggede, men stærke.

                                             Håndrod:                  Ligger i forlængelse af underarmens lige linie. Ærtebenet er godt fremtrædende.

                                             Mellemhånd:            Længden af mellemhånden bør ikke være mindre end 1/6 af forbenets længde fra jorden til albuen. Den er bredere end håndroden, men flad og tør. Mellemhånden er let skråtstillet fremefter. Knoglebygningen er flad og tør.

                                             Forpoter:                  Af oval form (harepoter), med godt sluttede og hvælvede tæer. Kløerne er robuste og krumme, kastaniebrune eller brunligt kødfarvede, men aldrig sorte. Hårde trædepuder af samme farve som kløerne.

Bagpart:                             Lige og parallelle bagben. Set fra siden skal en lodret linie fra sædebensknuden ramme jorden ved tåspidserne eller tæt foran dem. Set bagfra skal en lodret linie fra sædebensknuden gå ned midt gennem haseled, mellemfod og bagpote. Længden af bagbenet er ca 93% af skulderhøjden.

                                             Overlår:                     Langt og bredt. Dets længde svarer til 1/3 af skulderhøjden. Musklerne er flade, og lårets bagkant er let konveks. Lårets bredde (på ydersiden) er ca 3/4 af dets længde. Vinklen mellem hofteben og lårben er ca 115°.

                                             Underlår:                  Kun lidt kortere end overlåret. Det er skråtstillet i en vinkel på 55° mod vandret. Det er beklædt med tørre muskler, som klart kan skelnes. Knoglebygningen er let, og furen ved lårets bagkant er godt markeret.

                                             Knæ:                         Knæet bør ligge lodret under sædebensknuden. Knævinklen måler ca 120°.

                                             Haseled:                   Afstanden fra trædepuderne til hælbenet er ikke over 27% af skulderhøjden. Sidefladerne er brede, og hasevinklen måler omkring 135°.

                                             Mellemfod:               Af en længde svarende til 1/3 af forbenets længde fra jorden til albuen. Det er af cylindrisk form og lodret stillet mod jorden. Ingen vildtkløer.

                                             Bagpoter:                 Lidt mere ovale end forpoterne, men i øvrigt med de samme egenskaber.

Bevægelse:                         Galop, tidvis afvekslende med trav.

Hud:                                     Tynd, tæt sluttende til det underliggende bindevæv overalt på kroppen. Dens farve varierer med pelsfarve. Slimhinderne og huden på næsen har de farver, der er beskrevet vedr næsen og må aldrig have sorte pletter eller være depigmenteret.

Pels:

                                             Hårlag:                      Korthåret på hoved, ører og ben; halvlang (ca 3 cm), men glat og tæt tilliggende på krop og hale. Pelshårene er lige og stive som hestehår.

                                             Farve:                        a) Ensfarvet fauve i mere eller mindre intense eller dæmpede nuancer som isabella, zobel etc.

b) Fauve med hvidt i større eller mindre udstrækning (hvid blis, hvid aftegning på brystet, hvide poter, hvid halespids, hvid bug; hvid halsring er mindre ønsket). Ensfarvet hvid eller hvid med orange aftegninger tolereres. Der tillades fauve pels med en blanding af lidt lysere og lidt mørkere hår.

Størrelse:                           Hanner:                     46 - 50 cm. Tolerance op til 52 cm.

                                             Tæver:                      42 - 46 cm. Tolerance op til 50 cm.

Vægt:                                  Hanner:                     10 - 12 kg.

                                             Tæver:                      8 - 10 kg.

Fejl:                                     Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Diskvalificerende fejl:

                                                                                Konvergerende overlinier skalle/næseparti (ikke parallelle). Buet næseryg. Udtalt underbid. Sort pigmentering, selv ganske lidt. Totalt hængende ører eller flagermus-ører. Sorte kløer. Sorte trædepuder. Halen oprullet over ryggen. Ensfarvet brun eller leverfarvet pels. Sorte eller kastaniebrune aftegninger. Sorte eller kastaniebrune hår i pelsen. Størrelse over eller under de foreskrevne mål. Brindlet pels. Sorte slimhinder. Overbid. Total depigmentering. Glasøjne.

Bemærk:                            Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

 

_  _  _

 

                                             Standarden udgivet af FCI  27 marts 1992.

                                             Oversættelsen godkendt af DKK's Standard Komité

                                             OKTOBER 1995

¤  ¤  ¤  NB! Denne udgave afløser standard udsendt af DKK i JULI 1998  ¤  ¤  ¤