FCI StandardNr 193 b     

28.02.1969 (F)     

BORZOI

Oprindelsesland: Rusland

 Helhedsindtryk og

 temperament:             Helhedsindtrykket af en Borzoi er domineret først og fremmest af dens imponerende størrelse, dens fyldige pels, skønheden i dens farver og balancen i dens proportioner, elegancen i dens bevægelser og dens harmoniske bygning, som tilsammen forlener den med en umiskendelig fornemhed. Den nedstammer sandsynligvis fra den urgamle, russiske mynde med en let blodforbindelse til mynderne fra Krim og Kaukasien.

Temperamentet er i almindelighed karakteristisk ved den ro og reservation, hvormed hunden fører sig, og ved dens store selvsikkerhed og værdighed. På jagten er den hurtig og udholdende. I kamp er den en farlig modstander, for den er trods sin elegance en både stærk og modig hund. Den anvendes i USSR til parforcejagt og udmærker sig i denne funktion ved et meget skarpt syn, stor hurtighed - specielt på korte distancer - og sin skarphed over for vildtet. Helhedsindtryk og temperament er dens primære kvalifikationer. Helhedsindtrykket er det mest afgørende tegn på racens renhed og må aldrig tilsidesættes til fordel for forbedringer på andre punkter, uanset hvor vigtige de måtte være.

Størrelse: Skulderhøjden er fra 70 til 82 cm og derover for hanner; tæver er omkring 5 cm mindre. Som hovedregel ønskes den størst mulige højde, når den ikke opnås på bekostning af det harmoniske helhedsindtryk og ydeevnen. Skulderhøjden er en anelse større end krydsets højde eller den samme.

Bygning: Let rektangulær, dvs at kropslængden er 1 til 2 cm større end skulderhøjden. Af type er den langstrakt (langt og smalt hoved, langlemmet, brystkassen smal og fladribbet, men dyb).

Anvendelse: Til parforcejagt, især på hare, ræv og ulv. I det vestlige Europa ofte brugt til coursing.

Hoved:                                 Generelle træk. Set i profil og ovenfra skal hovedet virke langt, smalt, tørt og fintmejslet, gradvis smallere mod næsen. Dets længde og bredde skal være proportioneret efter kroppens længde og bredde, såvel som efter lemmernes længde og slankhed. Næsepartiet er en smule længere end skallen. Pande/næse-profilen er særlig karakteristisk, for da stoppet mangler, danner den en meget åben vinkel med toppunkt lige over de kun let fremtrædende øjenbrynsbuer.

Skalle: Flad, let vigende og - på grund af de kun let udviklede kindben - meget smal. Nakkeknuden er kraftigt markeret.

Næseparti: Kraftigt, langt, smalt og tørt med kun ringe dybde. Den let buede næseryg danner sammen med næsepartiets lige underlinie en spids vinkel med åbningen bagud. De tynde og tørre læber slutter tæt til kæberne og har sort pigmenterede kanter.

Næse: Relativt stor og når frem langt foran fortænderne. Den bør være sort, uanset pelsens farve.

Bid: Der ønskes fuldt tandsæt, kraftigt udviklet og med et tætsluttende sakse- eller tangbid. Underbid eller overbid er en alvorlig fejl. På grund af kæbernes længde er præmolarerne placeret med nogen afstand fra hinanden.

Øjne: Store og mandelformede, med så mørk farve som muligt (kastaniebrune). De sidder relativt tæt sammen og er placeret en smule bag midten af hovedet, set i længderetningen. Deres udtryk er blidt, men levende. øjenlågene er let skråtstillede, og øjen­randene sort pigmenterede.

Ører: Ansat højt og godt tilbage, relativt små, tynde og smalle, og de løber ud i en spids. I almindelighed holdes de i hvile bagud mod halsen (som rosenører), således at spidserne når tæt sammen. Når hunden er opmærksom, kan ørerne rejses, hvorved spidserne ofte kan falde fremover.

Hals:                                 Halsen er lang, meget muskuløs, med affladede sider. Den danner en elegant nakkebue, skal være uden løs halshud, og er beklædt med rigelig pels.

Krop:                                Ryggen danner - især hos hannerne - en stor, flad bue, hvis højeste punkt ligger oven for det bageste ribben. Tæver kan have en mere lige ryg. Forreste og bageste del af ryggen skal være næsten lige lange. Hele ryggen, og især lænden, er forholdsvis bred og meget muskuløs.

Manken er ikke markeret.

Brystkassen er relativt lang og meget dyb (til albuen), men forholdsvis smal og flad med kun svagt hvælvede ribben. For­brystet er kun let markeret. Brystkassens underlinie danner en konveks bue.

Bugen er meget kraftigt optrukket og kun let udviklet.

Krydset er langt, bredt og meget muskuløst. Det fortsætter ryggens kurve og går jævnt over i bagparten. Hoftebenenes indbyrdes afstand bør være mindst en håndsbredde (ca 8 cm).

Hale:                                 Lavt ansat, segl- eller sabelformet, kraftig, meget rigeligt behåret og så lang som muligt. Hvis halen føres ind mellem bagbenene, skal den kunne nå frem til hoftebenet. I hvile bæres halen lavt; hvis hunden er aktiv, kan halen bæres højere, men ikke over ryglinien. En hale, der er oprullet, båret skævt eller for højt er en skønhedsfejl.

Forpart:                           Som helhed lang, tør og muskuløs. Set forfra og fra siden er forbenene lige. Vinklingen i de forskellige led er relativt let. Således er vinklerne både ved skulder og albue meget åbne. Trods dette skal en overdreven lodret (søjleagtig) opbygning betragtes som en fejl. Alle forpartens knogler har en betragtelig længde. Underarmens længde svarer omtrent til det halve af skulderhøjden.

Skuldrene er lange, smalle og flade, beklædt med lange og stærke, senede muskler, solidt fæstet til kroppen. Den øverste kant af skulderbladet når ikke op over rygraden.

Overarmen ligeledes lang, placeret relativt lodret og forsynet med tørre muskler. Albuerne bør pege bagud, hverken ind- eller udefter.

Underarmen er særdeles lang og stillet lodret. Set forfra er den smal, fra siden er den bred takket være den tørre muskulatur. Bagsiden er beklædt med faner.

Håndroden er stærk og let bøjet.

Mellemhånden er forholdsvis kort og ikke helt lodret.

Poterne stillet parallelt, smalle, af oval form med velsluttede og krummede tæer. De kraftige kløer og trædepuderne skal være godt pigmenterede.

Bagpart:                          Generelt er bagparten ligeledes lang, men den er meget mere muskuløs end forparten og har mere udtalt vinkling. Selv om vinklerne hofte/lår og lår/underlår såvel som hasevinklen er meget åbne, er de dog mindre stejle end de tilsvarende vinkler i forparten. Set bagfra er bagbenene lige og parallelle, men stillet med større bredde end forbenene. Set fra siden virker de let bagudstillede.

Låret er langt og bredt med tør muskulatur, som er overordentlig kraftigt udviklet. Baglåret er velforsynet med pels. Knæleddet er klart markeret.

Underlåret er langt, med senet muskulatur.

Haseleddet er lavt ansat, kraftigt, bredt og tørt. Set i profil virker det let konkavt på forsiden.

Mellemfoden er kort, men længere end mellemhånden, og stillet lodret.

Poterne som forpoterne.

Bevægelse:                   I skridt og trav spændstige, meget lange skridt. Under jagten, indtil vildtet rejses, er bevægelsen et ikke særlig hurtigt trav; under forfølgelsen en hurtig galop i store, smidige spring.

Hud:                                     Tynd af struktur, stramt sluttende og velpigmenteret (selv hos helt hvide hunde), uden slappe folder.

Pels:                                    Lang, silkeblød, bølget eller i store, bløde lokker. Overordentlig fyldig om halsen, under brystet, på bagsiden af benene og på halen. Pelsen er kort på hovedet, på ørerne og på forsiden af benene. En kort, småkrøllet eller kruset pels anses som en skønhedsfejl.

Farve:                                  Hvid; gylden i alle nuancer; gylden med sølvskær; gylden med mørkere partier; rød med sorte schatteringer, mørkt næseparti og mørke ben; grå fra askegrå til gulliggra; brindlet i farverne gylden, rød eller grå med mørkere striber, røde, sorte og alle nuancer herimellem. Brand-tegning tillades, men er ikke ønskeligt.

Hos mørktfarvede hunde er sort maske typisk, såvel som store, mørke aftegninger på kroppen.

Samtlige farver kan forekomme alene eller som pletter på hvid bund.

Hos ensfarvede hunde er farven mørkest foroven og bliver lysere nedefter og mod bagsiden af benene.

FEJL og MANGLER:

Helhedsindtryk

 og type:                              For højtstillet, for lang, undersætsig, skulderhøjde mere end 5 cm under den gældende norm.

Farve:                                  Brand-tegning for påfaldende, kaffefarvet med 'Polkapletter'.

Pels:                                     Glansløs, kort, tjavset eller for tynd. For lidt udviklet som 'bukser' og faner, hård pels, pelsen ensartet tæt over hele kroppen.

Hoved:                                Markeret stop, groft hoved, fremtrædende kindben. Næseparti for tilspidset, lys næse.

Ører:                                     Lavt ansatte, for langt fra hinanden, ikke foldet tilstrækkeligt ned mod halsen, store, grove eller med afrundede spidser.

Øjne:                                    Små, med rund øjenåbning, lyse øjne, lyse øjenrande.

Hals:                                    Rund, grov.

Brystkasse:                         For snæver eller for bred.

Ryg:                                     Smal, nedsunken eller pukkelryg. Sadelryg er en alvorlig fejl. Lige ryg er en fejl hos hanner, men kun en mangel hos tæver.

Kryds:                                 Smalt, ikke veludviklet.

Bug:                                     Svagt optrukket, overdreven lang.

Forpart:                               Svage håndrødder, ind- eller udaddrejede albuer, udadvendte forpoter, klodsede benbevægelser, for tung bygning, spor af rakitis (Engelsk syge).

Bagpart:                              Bagben kohasede eller hjulede, haseled for lidt markerede, for stejl bagstilling, tæerne for svære.

Poter:                                   Spredte tæer, runde, kødfulde poter.

Hale:                                    Kort, oprullet, båret højt eller bøjet til siden, fane for lidt udviklet.

Samtlige nævnte fejl og mangler skal - efter den grad, hvormed de optræder - vurderes som mere eller mindre  betydningsfulde.

Bemærk:                            Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

 _  _  _

                                                 Standarden er udgivet af FCI den 28. februar 1969.

 Oversættelsen godkendt af DKK's Standard Komité

                                                    AUGUST 1989